Forrige dag Torsdag 24/03 Næste dag

Brødrene Damp
Søren Rislund
Øyvind Ougaard og Kalle Mathiesen

Brødrene Damp
Søren Rislund
Øyvind Ougaard og Kalle Mathiesen

Kl. 19.00 / entré 100,-

SØREN RISLUND OG BRØDRENE DAMP
Torsdag d. 24. marts spiller trioen BRØDRENE DAMP på Mojo i det centrale København. Herefter vil der være sat nye og andre standarder for udfoldelser på hovedstadens klubscene. Det er Skærtorsdag, og hvis nogen blandt publikum skulle mene, at en formodentlig fiktiv prædikant fra Levanten på denne dag for et par tusind år siden indstiftede nadveren og vaskede sine disciples fødder, må de være forberedte på at give øl…, -meget øl!

BRØDRENE DAMP spiller lækker bluesmusik og tager livtag med enhver tænkelig musikalsk genre med besætningen trækharmonika, trommer/loop-station og en slags sang der sammenkædes med first generation senior impro-stand-up.

BRØDRENE DAMP udgøres af sangeren og taleren Søren Rislund -landskendt entertainer gennem 40 år, Øyvind Ougaard – Danmarks bedste (og vildeste) trækharmonikaspiller, kendt bl. a. fra Monrad & Rislund og talløse andre konstellationer samt trommeslageren Kalle Mathiesen, der har chokeret på alle kontinenter med sit solo percussion- and looping show kaldet Kalles World Tour. Han har med vekslende held- tillige leveret på en række andre platforme.
BRØDRENE DAMP spiller titler fra bl. a. Britney Spears´, The Who´s, Frank Zappa´s og Hans Kurt´s repertoire, tillige med rumænsk folklore, operette, rock, militærmusik, romantiske romancer (det er sådan nogle i reglen) - og så selvfølgelig eget originalt materiale.

”Livsbekræftende” er fællesnævneren for BRØDRENE DAMPs energiske fremturen. Både Ougaard og Mathiesen spiller godt og vel igennem på deres respektive instrumenter. Rislund synger og kæder med uforudsigelig og dog kvalificeret tæft det hele sammen – og mere til.

Husk: Det er torsdag i de kristnes ”stille uge”, der kulminerer den påfølgende week-end, i hvilken førnævnte effektsøgende prædikant efter sigende lod sig sømme op på korslagte brædder. Et held, han ikke blev radbrækket og sat på hjul og stejle, -det havde været knap så dekorativt som foreningslogo…

BRØDRENE DAMP…: -Måske spiller de; du har i så fald næppe hørt noget lignende... Og så er det betydeligt sjovt, det hér!
Vel mødt!






Brødrene Damp
er navnet på en ny og ganske enestående konstellation i komtemporær dansk musik, bestående af trommeslageren Kalle Mathiesen, akkordionvirtuosen Øyvind Ougaard samt pensionistsangeren og gabehovedet Søren Rislund.

Tambouren Kalle Mathiesen udgør med sækkevognsmonteret trommesæt, rytmebox, sequencer (hedder det det??) og vokal et kraftcenter, som kun vanskeligt lader sig tæmme. Disse knitrende udladninger forsøger Øyvind Ougaard med sin prustende trækharmonika at iklæde et tonesprog, hvor både akkordgange efter næsten vedtagne regler og tilløb til egentlige melodiforløb kan bibringe lydbilledet en struktur, som iblandt kan berolige publikum. Har musikerne held til at enes om "noget næsten kendt" kan man opleve Søren Rislund rejse sig og gribe ind med sang af vekslende kvalitet. Af og til klager han sig gennem en mundharmonika, men bliver grunden for gyngende, sidder han hellere ned igen. Han kan tillige finde på at sige forskelligt...

Energien i Brødrene Damp fejler som sådan ingenting, men resultatet af udfoldelserne giver ofte lejlighed til debat.
Ensemblets ældste medlem er kun 60 år gammel, hvilket dog ikke har forhindret Brødrene Damp i at lade sig inspirere af menneskehedens samlede musikalske historie, med ind imellem hensynsløse fortolkninger af samme til følge.

På eget forlag Steam International udgav Brødrene Damp tidligere i 2010 CDen BRØDRENE DAMP med lutter originale (endda særdeles originale) kompositioner. En stjerneparade af supermusikere kæmpede helt forståeligt om at være gæster på denne enestående optagelse. Ingen pådrog sig varige skader.

Brødrene Damp har tilsammen mere end 100 års erfaring fra den danske musik- og underholdningsscene.
Det er dog noget...

Website

nkbooking.dk/?IId=1621
https://www.youtube.com/watch?v=TjN5kMfRZmw&feature=youtu.be

Blues Jam
Med Ace of Blues

Blues Jam
Med Ace of Blues

Kl. 22.00 / fri entré

The Ace of Blues er et alsidigt bluesband, hvor de erfarne medlemmer konstant søger at tage booggien til nye uanede højder, og give publikum en medrivende oplevelse.

Dette er ikke mindst tilfældet når de med sikker hånd styrer Mojos traditionsrige torsdagsjam. Bandets filosofi er enkel: en jamaften er en hyldest til musikken og dem der spiller den – og alle er velkomne!

Hvad enten det garvede orkester smækker trumf på med en opdatering af Chicago-bluesen eller har nogle esser i ærmet med den hårde Delta-stil, så er én ting sikkert:

The Ace of Blues tager stikket hjem!

Besætning

Simon Ørregaard: vo/tr, Thomas Lago: guitar, Thomas von Magius: bas,Thomas Melau: vo/harp Marvin Radford (piano/voc)